Nr. 4 1. april 1998
En historie fra dampskibet S/S Svava, lånt fra :
Nr. 4
1. april 1998
Maskinmester Leo Dyreborg, Hedehusene, mindes de hårde måneder på dampskibet Svava, hvor han som ung knøs skulle tackle nogle stride børster blandt besætningen. Her er hans forkortede beretning:
'Efter værnepligten manglede jeg seks måneders
damptid, før jeg kunne få mit sønæringsbevis. Jeg fik hyre hos rederiet Em.
Z. Svitzer på dampskibet S/S Svava, der lå i Nyborg. Skibet var fra 1907, hold
fast en skude.
Officersmesse og kamre lå agter under dæk, mit kammer var fire kvadratmeter
med servante, køje og sofa; en halv meter over køjen var en meget solid dæksbjælke,
jeg hurtigt lærte at kende. Koøjet kunne åbnes men lå under
vandlinien i sejlads. Min genbo fortalte af bitter erfaring, hvor meget vand et
sådant kammer kan rumme, så jeg luftede kun ud, når vi lå ved kaj.
Første dag henvendte jeg mig med nervøse skridt i messen og spurgte efter
maskinchefen. Det var før, titlen blev obligatorisk. Alle grinte højlydt og
henviste til en gammel gnavpot af en 1.-mester. Det kom til at slå til.
Jeg bad ham vise mig maskineriet, da jeg aldrig havde set et dampskib før. Men
han sagde: 'De har jo læst Dem til det hele, så ta' lærebøgerne med og find
selv ud af det.' Han ville ikke derned, før fyrbøderne havde skejet ud. Efter
den svada ville jeg vise den gamle idiot, at jeg godt kunne klare mig.
Jeg var lidt nervøs, da jeg vovede mig ned i dybet. Hold op et syn. Jeg
genkendte synet siden hen i filmen 'Martha'. Der var rør, bundet op med
sejlgarn, konservesdåser ophængt under utallige utætheder, og der var fedtet
og jamset overalt. Fyrbøderne gloede på mig - denne 25-årige knægt, der præsenterede
sig som 2.-mester. Donkeymanden kunne være min bedstefar. De to andre kunne
have været far til mig. Den ene var tysker, og den anden havde et glasøje med
placeringsvanskeligheder.
'Glasøjet' sagde, at hernede bestemte donkeymanden. Jeg meddelte, at de ville
blive klogere, og at de ikke kunne være denne svinesti bekendt. Jamen,
forklarede de, det var 1.-mesteren der intet ville ofre, fordi skibet snart
skulle hugges op. De var med på en oprydning, hvis jeg skaffede maling, rengøringsmidler
med mere.
Skipper ville gerne gøre noget ved svineriet, men 1.-mesteren strittede imod
(han havde aktier i rederiet og ville spare), og han fnyste over, at skipper
sagde du til mig. Han ville ikke dusse med nogen overhovedet. Næste dag gav jeg
besked om, at der ville komme 'stores' og at jeg gav en omgang for at drikke
dus. Donkeymanden nægtede dog at drikke dus med en officer, men fik en øl
alligevel. Arbejdsglæden kom med malingen og rengøringsmidlerne, så fyrbøderne
kunne rydde op og gøre rent.
Havde krammet på dykkeren
Månederne gik med bugseringer og isbrydning i de fynske havne, og der var nogle
småbjergninger af især coastere, der var gået på grund. Efter en
dykkerundersøgelse kunne de som regel fortsætte sejladsen. Den undersøgelse
foregik med tungt dykkerudstyr med blystøvler, hjelm og det hele. Et par
planker, der var bredere end skibet, blev firet ned under havaristen, så
dykkeren kunne ligge på dem og tætne evt. utætheder med kiler, savsmuld og tælle.
Der var nu lidt knas mellem dykkeren og matroserne, der syntes, at han havde en
lille styrmand i maven. Men de havde fuldstændig krammet på ham, når de
betjente dykkerpumpen. Det foregik ved håndkraft, og den kunne køres meget,
meget langsomt. Det fik ham til at råbe på mere luft. 'Ja, ja behandl os som
dine ligemænd og hent et par bajere. Det gi'r luft,' råbte de tilbage. Han
lovede alt, men han lignede et gadehjørne i ansigtet, da han kom op igen.
Øjet blev væk
I maskinen var der installeret en dampdykkerpumpe, et lækkert stykke håndværk.
Den måtte kun smøres med vaseline, og den blev holdt pinlig ren. Jeg var meget
øm over den. Men en dag, vi lå til kaj, kom jeg ned og overraskede fyrbøder
'Glasøje', der stod og urinerede op ad dykkerpumpen, mens han fyrede en masse
gloser af om dykkeren. Jeg blev gal og hev ham væk. Sikke et syn, da han vendte
sig mod mig. Glasøjet manglede, og han var beruset. 'Sådan noget svineri. Hvis
du ikke gider gå på toilettet, så brug din snusbunke ude på fyrpladsen,' råbte
jeg.
Han svarede imidlertid, at han var begyndt vandladningen pågældende sted, men
var faldet på hovedet ned i bunken og tabt øjet. Derfor var han fortsat på
dykkerpumpen. Vi fandt dog øjet igen, skyllede det, og han puttede det i lommen
til bedre og mere sobre tider.
Matrosernes misundelse på dykkeren var forståelig. De boede under bakken
sammen med fyrbøderne; to matroser og en tømmermand til styrbord og to fyrbødere
og en donkeymand til bagbord med fælles spisebord og kakkelovn. Til den øvrige
besætning var der kammer til messepeter og hovmester under brovingerne. Og
agter under dæk boede skipper, styrmand og dykker i styrbords side, og bagbords
1.- og 2.-mester. Salonen var i forenden med faste pladser.
Kravlede ind i forbrændingskammeret
En dag var en hollandsk coaster grundstødt, og vi skyndte os med forceret fart
(7 knob) for at nå frem før andre bjergere. Da jeg kom på vagt, var
damptrykket imidlertid faldende. Jeg kunne høre, at det blæste i styrbords
fyrkanal. Der var en utæthed i forbrændingskammeret.
1.-mester havde hørt, at vi tabte omdrejninger. Han stod på øverste ristværk
og skreg på mere damp. Fyrbøderen råbte tilbage: 'Du kan f... selv komme ned
og fyre din gamle idiot!' Jeg tænkte, uha nu bliver der ballade. Jeg kravlede
op til den gamle og satte ham ind i situationen. Vi nåede frem til, at vi kunne
reparere kedlen med tryk på. Han foreslog naturligvis, at jeg kravlede derind.
O.k., hvis han stod stand by på fyrpladsen, indvilgede jeg. Det accepterede
han. Fyret blev trukket, et tykt lag sække blev lagt på risten, og jeg
kravlede ind, op over broen og ned i forbrændingskammeret, medbringende rørvalse,
stemmer, hammer og en løbelampe. Man var nødt til at lukke dæmperen og fyrlågen
på grund af trækken. Hold fast, der var varmt og beskidt. Det var med at få
fart på. Det viste sig at være en pladesamling, der lækkede. Den fik med
stemmeren og var forholdsvis let at få tæt.
Men der var mere, der blæste. Det viste sig at være et kedelrør i øjenhøjde,
så det fik en tur med valsen, men pludselig flækkede rørenden - og lige så
hurtigt stod jeg på fyrpladsen foran den gamle og betroede ham, at rederi og
aktionærer nu kunne rende mig noget så grusomt. Han kunne lave sit lort selv.
Så det gjorde han.
Han kravlede ind og fik røret tæt. Jeg måtte ryste på hovedet. I en alder tæt
på 70 år og en ganske uforsvarlig handling. Men trykket kom da op på de
normale 150 pund, og maskinen på sine 90 omd./m.
Vi nåede hollænderen først, men den kom nu fri ved egen kraft. Ærgerligt.
Jeg fik mit sønæringsbevis og et tilbud fra rederiet om at komme på bjergning
i Suez-kanalen, hvor der lige havde været krig. Men jeg valgte et andet job.
Det var med vemod at afmønstre Svava. Vi havde fået det flotteste skib ud af
vore anstrengelser. Vemodet blev ikke mindre, da jeg senere så hende ligge
afrigget i Lynettehavnen. Hun blev formodentlig kort tid efter hugget op'.